http://anywho.cover.dk/

Fænomenet modeblogs er i løbet af meget kort tid blevet et alt overskyggende medie til at formidle mode ud til læserne på en mere reel og opdateret måde end modebladende. Der er stor mulighed for at få råd til påklædning, shopping og økonomi. Derudover kan man også finde billeder af sammensatte outfits og fede accessories. Derfor er mediet da også blevet en stærk konkurrent til modebladende ,som koster i dyre domme. Det er uden tvivl et fantastisk medie for kvinder, som ønsker at høre andres meninger om, hvad der er in, og hvilken mode man bør følge. 
Konceptet går ud på, at kvinder, som selv er sikre på deres stil, åbner deres klædeskabe og lader os se, hvilke trends de følger. De giver læserne navne på forskellige tøjmærker og fortæller, hvor de kan købes, og hvor læserne kan finde dem, såfremt de ønsker et bestemt stykke tøj. Derfor er mange kendte mærkevareproducenter begyndt at få øjnene op for dette medie og beder stifterne af bloggene nævne deres tøj. At have en modeblog kan altså hurtigt blive til en forretning, der kan løbe rundt. I Sverige tjener nogle blogstiftere  ca. 100.000 kr i løbet af en måned ved blot at reklamere og have annoncer for de forskellige mærker. Det bliver altså på sin vis en win-win situation for blogstifterne og annoncørerne. Kvinderne får penge af annoncørerne, så de kan købe nyt tøj, som de kan skrive om i deres blogs. De annoncører, som så bliver nævnt får god reklame og kan derfor sælge flere varer.

Den blog, jeg vil koncentrerer mig om, er dog ikke begyndt at tjene penge på sine indlæg. Efter at have set TV-avisen torsdag aften besluttede jeg mig for, at det bare måtte være bloggen “Anywho”, jeg skulle analysere. Den er oprettet eller stiftet af tre veninder Elise, Ingrid og Stephanie, som hver især har stor viden om mode. Da de alle tre har denne fælles interesse besluttede de sig for at dele ud af deres erfaring og dele deres passion med omverdenen. Jeg har valgt at fokuserer på hele deres blog som en enhed, da det er meget små indlæg uden den dybere filosofi. Den er meget konkret og ensartet, hvilket giver et fint indblik i modeverdenen.

Formålet med denne blog er helt klart at skrive om mode på godt og ondt. Den indeholder altså mange af de ting andre modeblogs også har. Samtidig får pigerne lov til at dele ud af deres erfaringer med hensyn til stil, accessories og hvad der ellers hører til moden. Pigerne har derudover også nogle små salg igang, hvor de sælger noget af deres gamle tøj. Jeg tror, dette er en del af deres indtjening, så de kan købe nyt tøj, som de kan skrive om. Det kræver jo meget nyt, for at man kan holde en modeblog kørende og holde læserne interesserede.
Navnet “Anywho” er på en måde med til at vise bloggens knap så alvorlige tone, da det jo udtrykker en indskydelse eller noget, som bør nævnes. Derved kommer navnet på bloggen til at virke personlig, da der er noget subjektivt over ønsket om at snakke om mode. Derudover kommer det også til at lyde, som om det er et ønske om at skifte emne fra noget, som måske har været alvorligt, som eksmpelvis verdenssituationen.  

Teksterne i bloggen er meget korte og derfor nemme at komme igennem. Man kan læse op til flere indlæg uden at man bliver træt af det. De handler oftest om de billeder, som hører til indlæggene, altså en nærmere beskrivelse af det, som er på billedet. Hertil skriver de pris og navn på mærket, så læseren kan købe det i butikker. Der er dog en smule variation i teksterne. Nogle handler nemlig også om vigtige designere eller modeller, som de føler sig inspirede af, hvilket er med til give bloggen et knapt så kedeligt indhold som tøjkataloger. Derudover skriver de også små indlæg om deres eget liv. Eksempelvis skriver de om forårsrengøring i tøjskabe, hvor så nogle af de ting de finder i skabet, får bragt dem ind på mode. I disse bliver der dog også nævnt priser og mærker, så det katalog-agtige stadig er der. Umiddelbart vil jeg ikke sige, det er en god ting, at teksterne nogle gange kan føles som at læse i et katalog, men ved at de samtidig spiller på egne oplevelser og erfaringer, gør det hele stilen mere personlig og knap så kontant som et tøjkatalog. Man kan derfor stille spørgsmåls tegn ved om lige præcis denne blog ville kunne erstatte et modeblad, da de ofte indeholder tekster med lidt mere indhold.
Det er lidt svært at sætte en bestemt genre på teksterne, da de er forholdsvis korte. Det nærmeste ,det kunne være, er ekshibitionistisk legeplads eller essayistisk. De virker meget spontane og skrevet sådan ud af en tanke. Samtidig er de også meget subjektive, hvilket tydeligt kan ses ved de mange gange, der er skrevet ”jeg”. Der kan dog ikke være tvivl om, at interessen for mode skal være der, før at man finde denne blog videre interessant, da indholdet som sagt ikke er videre filosofisk eller lægger op til debat.
Sproget er utroligt simpelt, der er selvfølgelig nogle modebegreber, ofte skrevet på engelsk og nogle navne, som kan være uforstående for udefrakommende, der ikke er interessede i mode eksempelvis “Black Noir”, “Natstygal”, “bodysuits” og “futuristiske”. Det er ellers meget nemt at læse.

I denne blog står kommentarerne ikke under hver tekst. Istedet har pigerne valgt, at man kan se, hvor mange kommentarer der er og så klikke ind og se, hvad folk skriver. På den måde bliver bloggen ikke overfyldt med små kommentarer som “lækkert tøj”, “byder 350 kr.” eller “fedt billede”. Samtidig er nogle af kommentarerne bud på deres tøj, altså hvor folk giver et beløb, de ønsker at betale til gengæld for tøjet. Det bliver altså meget en kort dialog, der foregår, og knap så meget diskussion, som i blogs med andre emner.

Layoutet er meget simpelt og stilfuldt, hvilket passer meget godt til de store billeder, som fylder mange af indlæggene. Derudover har de forskellige inddelinger i katagorier, som gør det muligt de blogs som omhandler det, man ønsker at finde. Eksempelvis hedder den katagori, hvor de skriver indlæg om deres tøj som er til salg , biksen. Dette er med til at gøre bloggen overskuelig, da det ville være meget rodet, hvis alle indlæggene som hver især omhandler mode var blandet. Men hele bloggen er som sagt fyldt med billeder, hvilket gør den meget visuel. Faktisk tror jeg slet ikke, at bloggen ville kunne eksisterer uden billederne. De er en utrolig vigtig grundpille i det, at det at snakke om mode, da der ikke ville være noget at snakke om, hvis ikke man så tøjet.

Et eksempel på et sammensat outfit som foreslås af pigerne.

Derudover nævner pigerne også mange andre webadresser, som alle handler om mode. Det er både webadresser, hvor man kan købe tøj, men også hvor man kan læse om mode. De webadresser, de nævner, er også dem, de selv bruger til eksempelvis at få nyheder om tøj osv. Samtidig har de også nogle få aviserartikler, hvor de fleste af avisartiklerne omhandler dem. Dette er med til at give os et indblik i den interesse, som der er omkring deres blog og andre modeblogs. De nævner da også det interview, som jeg så i TV-avisen, hvilket jeg tror er af ren og skær stolthed ved at have fået opmærksomhed og over at have været i fjernsynet.   

Jeg kan da også godt forstå pigerne er stolte. Det er bestemt en fed blog generelt, og hvis man er interesseret i mode er den super god til at give informationer. Indlæggene er måske ikke de mest indholdsrige, men sat i forhold til deres brug er det helt fint. Jeg synes især billederne er fantastisk flotte, og det er en vildt fed, stil de har valgt at vise. Det kan være lidt problematisk med prisen på tøjet, som er med til at gøre gruppen af læsere meget snæver, da ikke alle har råd til så dyrt tøj. Jeg tror dog, at der er store fremtidsmuligheder for bloggen, og den kan med tiden blive en meget benyttet blog af kvinder i hele Danmark.  

Analyse

Flere hundrede kvinder enten iført tørklæde eller burka står samlet i protest. Hævede bannere og levende bål, af ildsjæle som brænder for hvad end det er de står sammen om. På den modsatte sidde står ligeså mange mænd råbende om deres ret. Agressive og pulserende går skarerne mod hinanden. Hvad er de dog så gale over? 

Det er egentlig meget simpelt. Kvinderne er imod, mændene er for. En ny lov er ved at blive behandlet i et område i Afghanistan, hvor man har indført sharialovgivningen. Og som bekendt er det ikke lige frem den mest demokratiske  lovgivning, der findes. Rent faktisk synes jeg den er fuldstændig sindsyg. Dette gælder også den nye lov, som er mindst lige så krænkende og afskyelig som alle de andre. Kort sagt kan man sige, at loven handler om en skærpelse af kvindernes pligter, så er det vist også sagt pænt.  
I sharialovgivningen hedder det nemlig kun manderettigheder, og det afspejler den nye lov fint. For det første er man er ved at afgøre, hvorvidt mænd skal have lov til at kræve sex af deres hustruer minimum hver fjerde dag. Der er altså tale om ren og skær lovlig hustruvoldtægt. Derudover overvejer man stærkt, om kvinderne skal spørge om lov hvis de ønsker at gå ud af døren i deres eget hjem. Og til sidst men ikke mindst vurderer man om kvinderne skal spørge om lov, hvis de ønsker at tage sig en uddannelse. Man nægter altså kvinderne i at udvikle sig på nogen måde i forhold til samfundet. Jeg kan kun sige, det er godt, jeg ikke skal leve under den behandling. 

I Frankrig efter menneskerettighedserklæringen var vedtaget skrev Olympe de Gouges, en modig fransk kvinde: “Kvinde, vågn op; fornuftens alarmklokke høres over hele universet, opdag dine rettigheder!” Et uddrag fra hendes kvinderettighedserklæring, som var med til at gøre folk opmærksomme på, at ingen af artiklerne i menneskerettighedserklæringen reelt omfattede kvinder. Herefter gjorde kvinderne oprør.

Det samme ser altså ud til at være sket i Afghanistan. Kvinderne vil ikke længere finde sig i at leve under vilkår, som nedsætter dem til andenragnsborgere. Jeg tror, at det bål som i mange år har været under opbygning, endelig er blevet sat i flammer. Kvindernes vrede får dem til at glemme hinandens forskellige holdninger. De fokuserer ikke længere på, hvem der er vestligsindet eller ikke er det, hvem der bærer burka eller ikke gør det. Nej, nu er der kommet andre boller på suppen. Nu er dem mod mændene. Nu er det er tid til et feministisk oprør i mellemøsten. 

Man kan kun stille sig selv spørgsmålet: “Vil det være muligt for dem at ændre deres status i samfundet i fremtiden?”   

Essay 

Hold op, hvor er det bare deprimerende. Mændenes sædkvalitet stinker. Kvinderne bliver for gamle. Vi knokler røven ud af bukserne, hvilket gør os så stressede, at vi nærmest bliver sterile. Lægerne knokler for at finde metoder, der kan løse vores fertilitetsproblemer, mens vi hjælpeløst sidder og ser til. Kan det blive værre? Jo, det kan det. “To trettenårige på Als forældre!”, sådan sagde overskrifterne vist. Parrene i programserien “Mission baby” må se sig slået af nogle forbandede møgunger, som åbenbart ikke vidste, hvad en lille sengeleg gik ud på. Her kæmper de modne par for at få et lille barn i armene, om det så skal koste sex hver dag, hormonindsprøjtninger og gynækologbesøg. Alt imens har to små børn henholdsvis 13 og 14 allerede fået deres lille barn i armene. Jeg kan allerede nu udtrykke min store ærgrelse over ikke tidligere at have indset, at jeg skulle have fået mine børn før jeg var femten!

Men kan det virkelig passe at jeg som 19-årig skal bekymre mig om graviditet? Og altså ikke det at undgå den! Eftersigende ja, i hvert fald ifølge min biologilærer så kan over halvdelen af elverne i 2.r, mig selv inkluderet, få store problemer med at få børn. I løbet af 70 minutter sørgede hun for at alt håb blev ryddet af vejen og vi kan kun bebrejde os selv. Det er den måde vi lever på, altså generelt. Faktisk skal man helt lade være med at leve, for ligegyldigt, hvad du gør, så vil det give dig problemer med fertiliteten eller kræft.  
Du må ikke ryge, ikke drikke, ikke spise usundt, ikke gå med stramme bukser, ikke, ikke, ikke…
Hvad skete der med: ”Da vi var unge, der levede vi livet”, nej nu kan livet ikke leves, før man er over 60 og snart skal af arbejdsmarkedet.   

Jeg kan nu godt forstille mig den smerte og fortvivlelse, der er ved at skulle bede læger om hjælp til at lave det barn, som man egentlig selv burde kunne lave. En proces som vi tager for givet, fordi det normalt altid plejer at fungere. Derfor har jeg valgt at tage mit liv op til revidering. Så stolt, som jeg er, skal jeg sgu ikke bede om hjælp til noget, som er en naturlig proces. Nu skal der trænes, så jeg kan komme i kondition og nej tak til skadelige stoffer. Så kan jeg være klar om cirka 10 år, når det biologiske ur begynder at tikke.

Men er det nok? Selv hvis jeg ændrer hele mit liv vil det så kunne sikre mig graviditeter uden de fjerneste problemer? Det vil det nok ikke. Skal jeg give op? Nogle ting er man jo ikke selv herre over, og det gælder så meget. Men en trøst det er det at vide, at når jeg står op i morgen, har jeg nok glemt, alt om børn og graviditet og om at det hele det er slemt.

Essay

Åh, hvor jeg elsker at shoppe. Købe nye flotte ting. Se på dem eller bare se dem på. Trække kortet op af lommen, lade det gløde, til det siger stop. Men det er dog ubehageligt at skulle betale og så opdage, at kortet ikke dur. Måske er jeg shopaholic, måske går jeg for vidt? Skal jeg begrænse min trang til at købe nyt. Jeg kræver ikke, at det er dyrt. Det er faktisk bedst, hvis det er som et byt – ud med det gamle og ind med det nye.

Der er simpelthen intet bedre end at tage en overfladisk og materialistisk dag sammen med tusind andre kvinder, som også brænder pengene af. Men hvad er nu det, jeg hører “Hver anden shopaholic er en mand!”. Kan vi kvinder da ikke få lov til at have noget i fred. Her gik vi og troede, vi var de eneste, der løj om overforbrug og spild af penge. Nej, nej, nu skal mændene også  igang. De kan deles op i tre typer:

Samlerne, som anser sig  selv for, ja samlere. De samler på “so ein Ding” ting, som ure, kunst, elektronik eller værktøj. De ejer de største fladskærms-TV for at se fodboldkampe, de bedste anlæg, som får taget til at lette og de dyreste mobiltelefoner bare i tilfældet af nogle interessede sig for deres accessories (tilbehør). Så længe det er splinter, superduber nyt, så skal det købes, dog på afbetaling.

De unge fra min generation – ja måske drengene fra 2.r. En gruppe af shopaholics, som har et forbrugsmønster meget lig kvinders. De går op i smarte sko, lækkert tøj og fantastiske tasker. De køber, køber og køber. Desværre hænger det meste i skabet og kommer aldrig frem i dagens lys. Intet af det bliver brugt. Nej, det hænger skam og venter med prismærkerne på.

De ældre, ja dem fra min mors generation. En gruppe af shopaholics, som meget a la de unge  har et forbrugsmønster, der ligner kvinders, måske nærmere ældre kvinder. De går op i indretning, hus og bil. Der skal derfor være de vildeste moderne og spritnye møbler i hjemmet, en Audi eller tre i garagen og i haven den fedeste, største weber grill – snakkede nogen om midtvejskrise?

Så nu kan i måske forstå, hvorfor kvinderne føler sig trådt på? Vi vil sgu have vores domæne igen helt i fred og ro for mænd. Vi snakker om ligestilling og lighed på jobbet, ja tak. Men på gågaden er det forbeholdt kvinder. Kig jer dog omkring! Kan det virkelig passe, at i ikke har forstået noget som helst.

Fri

Mødet mellem fordom og åbenhed

Det er sjovt, hvordan de personer, der sommetider gør størst indtryk, er de, som man ikke kan huske navnet på. Sådan oplevede jeg det efter vores fantastiske besøg på privatskolen Coşkun.

Pigeskolen mindede til dels om en hønsegård, og det var dette, der mødte Maria og jeg, da vi trådte ind i ”vores” klasse. Tyve uforståelige plaprende piger kom stormende imod os, og vi blev som typiske skandinaver forskrækket over deres overvældende åbenhed og gæstfrihed. Nærmest omringede blev vi placeret ved det første bord, hvor to piger havde flyttet sig for de mystiske gæster fra det kolde nord. Rundt om os foregik en heftig snak på tyrkisk, som blev oversat til engelsk, så vi kunne tage del i snakken. Uden for kredsen stod dog en stille pige. Ved første blik virkede hun som en pige, som ville bekræfte mine fordomme om tyrkiske piger. Situationen ændrede sig, da det blev frokosttid. Den stille pige havde fået besked på at følge de to sultne skandinaver ned til frokost. Vi følte os efterhånden som en indgroet del af klassen, men det var noget nyt at tale med den nu smilende pige, som virkede meget bedre tilpas ved at tale med Maria og jeg ansigt til ansigt uden at blive forstyrret. Jeg kunne tydeligt mærke, at det ikke var det, jeg havde forventet, der havde trykket hende, men manglen på et engelsk ordforråd. Der var dog tydeligt, at hun lyste op i løbet af vores gåtur. Hun havde på kun få minutter udviklet sig fra en stille og umiddelbar lukket pige til en åben og glad pige, som fortalte om alt fra privatliv til hendes fremtidsplaner.

Efter frokost på vej tilbage til klassen ændrede hun også lidt på ruten, da hun ønskede at vise os noget. Pigen var nemlig en de elever, som havde fået et ”scholarship” og derfor boede på skolen. Hendes familie boede nogle timer uden for Istanbul, og man kunne godt mærke, at hun savnede dem meget. Hun sagde, at det, hun ville vise os, gjorde hende i godt humør, hver gang hun så på det. Da pigen åbnede døren, så vi så den flotte udsigt fra pigens værelse. Fra hendes værelse havde man en smuk udsigt over broen, som forbinder Europa og Asien.  Dette synes jeg repræsenterer et symbol på de broer som i fremtiden skal bygges mellem Tyrkiet og vesten.

Ved mødet med denne pige fik jeg brudt mine generaliserende fordomme. Gennem vores dialog fik vi skabt broer mellem vores to vidt forskellige kulturer, som i dag er bremset af fordomsfulde barrierer. Det er disse barrierer, som forhindrer os i at forstå og acceptere hinanden. For at kunne fremme dialogen må vi altså bryde disse barrierer ved at forstærke vores accept og forståelse og især tilegne os et fællessprog!